SKISPORT
Symaskine-atleterne fra Norge er gået 'langt over grænsen' i jagten på medaljer
Team Danmarks præstationsingeniør har ikke meget tilovers for det norske skiforbund.
Det er næsten en britisk spionfilm værdigt, når Andreas Top Adler skal forklare sit job. Han er ansat som præstationsingeniør i Team Danmark, og så har han et kælenavn blandt danske atleter.Man skal ikke have studeret James Bonds gøren og laden længe for at vide, at uden Q ville agenten have markant mindre grej at lege med.
Men modsat den fiktive britiske agent, så er det, for nu, småt med eksploderende kuglepenne og flammekastende sækkepiber hos danske atleter. Mindre kan også gøre det, men sportens våbenkapløb har altid eksisteret, og i Danmark er det Andreas Top Adler, der bygger ammunitionen. Herunder kan du se, hvordan Andreas Top Adler arbejder for Team Danmark.
Norge har skiforbundet
I Norge har skiforbundet dog skudt sig selv i både fødder og planker, efter det i weekenden blev afsløret - og indrømmet - at vor skihoppende naboer snyder. Ulovlige syninger i tre hopperes dragt endte med at føre til tre diskvalificeringer, og søndag blev både landstræner Magnus Brevig og servicetekniker Adrian Livelten suspenderet øjeblikkeligt for deres rolle i sagen.Landstræner Brevig har erkendt sin skyld, men slog også fast, at han ikke handlede alene. - Vi angrer som hunde, og jeg er forfærdelig ked af det. Vi blev fartblinde i VM-boblen og lod os trække langt over grænsen.
Alle vil skabe de bedste forudsætninger
At være fartblind giver sjældent rabat på motorveje eller i sportens verden, men spørger man Andreas Top Adler, så er sagen fra Norge på ingen måde chokerende. Som præstationsingeniør arbejder han selv konstant i det felt, som bedst kan beskrives som gråt, men det er han nødt til, hvis danske atleter skal have en chance, når decimalerne skal gøres op på målstregen. Derfor forstår han godt overvejelserne, som det norske skiforbund har gjort sig, og som de nu bliver straffet for.Men der er langt fra at gå til grænsen og så til bevidst at overskride den. - Alle, også os i Danmark, gør alt for at skabe de bedste forudsætninger for atleterne. Men sagen ændrer sig for mig ved, at de bevidst snyder. - Man kan være rigtig kreativ forud for en godkendelsesprocedure af eksempelvis tøj og hjelme, og man kan også gå for langt. Når tingene er godkendt, så laver man selvfølgelig ikke om på sit udstyr. - Det med at sidde i nattens mulm og mørke og ændre på udstyr, det er ud over våbenkapløb. Det er ulovligt, og der er meget stor forskel på at bøje reglerne, og så bevidst bevæge sig over på den anden side af grænsen, siger Andreas Top Adler.
Forventer ikke lignende sager
Sagen fra Norge har hurtigt spredt sig til hele verden, og i det miljø, som Andreas Top Adler færdes i, undrer man sig over grådigheden fra det norske skiforbund. For i takt med, at forbund over hele verden bliver mere professionaliserede, jo mere ser man de lyssky, kreative opfindelser forsvinde, siger Andreas Top Adler. - Professionelle ved godt, at man skal holde sig inden for reglerne. Derfor undrer det mig også, at det norske forbund, som har et stort setup, vil nedværdige sig selv til at snyde. Det er ikke nødvendigt med deres meritter, og derfor er det en atypisk sag. - Mentaliteten i miljøet er, at man arbejder benhårdt, men ikke går over stregen. Det er uacceptabelt. Rammen er, at det skal være retfærdigt, siger Andreas Top Adler. Team Danmarks præstationsingeniør forventer ikke, at man vil se lignende sager frem mod eksempelvis OL i 2028, som er det event, de fleste nationale forbund arbejder frem mod.
LÆS OGSÅ